Søndag 19. januar 2025 kan du på scenen i BREMEN møde fire af de allerstørste guitarister fra hver deres generation i dansk musikhistorie. Konceptet er enkelt: De fortæller om deres inspirationskilder – genrer, traditioner og instrumenter, arbejdet i studiet og på scenen. Og de deler i øvrigt rampelyset med: Et arsenal af guitarer, pedaler, forstærkere, vinyler – og hvad der ellers kan blive brug for i løbet af en lang og legendarisk aften. Måske venter der også en overraskelse eller tre?
Køb din billet her: 395
Billet på anden række eller i loge: 495
Billet på række 3-8: 445
TIM CHRISTENSEN (f.1974) er manden, der som helt ung skabte et af landets største rockbands. Dizzy Mizz Lizzy afsatte ikke færre end 350.000 eksemplarer af debutpladen og blev et uindtageligt fort midt på den danske musikscene. Fra og med “Secrets on parade” (2000) lagde Christensen en enestående solokarriere til – cementeret af nyklassikeren “Honeyburst” (2003), der gik fire-dobbelt-platin og understregede mandens position som en af landets fineste melodisnedkere. I 2010 vendte Dizzy tilbage – i øvrigt på Skanderborg Festivalen – i et comeback, der blev cementeret af albummet med den passende titel “Forward in reverse” (2016) og udbygget på “Alter Echo” (2021).
BILLY CROSS (f.1946) har taget hul på sit syvende årti i musikkens tjeneste. Han blev født på Manhattan, skabte en succesfuld karriere som studiemusiker og blev fast medlem af Bob Dylans band. Et besøg i København i 1974 blev starten på hans danske eventyr, hvor han i 1980erne delte timerne mellem bl.a. Delta Cross Band og producergerningen, indledt da CV Jørgensen i 1980 lagde “Tidens Tern” i hænderne på ham. Cross kvitterede ved at give Jørgensen det helt store kommercielle gennembrud og blev derefter den sikre hånd på mixerpulten for en kæde af stjerner, herunder: Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, supertrioen Dalton og tv-makkerparret Wikke & Rasmussen, for hvem han forvandlede musiksiden på Sonny Soufflé Chok Show (1987) til et selvstændigt værk. Sekundet efter var han manden, der samlede Johnny Madsen, Nanna og Peter Belli på “Én at blive som” – den danske udgave af supergruppen Travelling Willburys “Handle with care”.
MIKA VANDBORG (f.1971) er en institution på den danske rockscene – han slog igennem i offentligheden da han omkring årtusindskiftet turnerede med GNAGS, blev en betroet medarbejder ved siden af ikoner som Dicte og Claus Hempler og i 2009: Optaget som fast mand i Love Shop. Siden 2012 har han sammen med kammeraten Søren Andersen også udgjort duoen Electric Guitars, der på vejen har dannet en uovervindelig alliance med ingen anden end Sanne Salomonsen. Vandborgs første soloplade udkom tilbage i 2003 – og i 2022 indledte han et helt nyt kapitel, da han som sanger og sangskriver kastede sig over modersmålet på albummet “Den Danske”, som det følgende år blev fulgt af “Den evige toer”. Udenfor rampelyset er han i øvrigt også en af de to initiativtagere til verdens første – og kolossalt efterspurgte – trivia-spil om Anden Verdenskrig. Spørg ham, hvad V’et står for i V2.
EMIL FALK (f.1988) kunne i 2019 smykke sig med titlen som den mest spillede musiker i dansk radio. Han blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium men i den grad også i Aarhus-bandet Flødeklinikken, som han husker med ordene: “At slæbe gear i en trillebør, dele backstage med 19 andre bands, udsælge vores første koncert, producere vores egne plader, skrive et radiohit, kæmpe succes, dalende succes, skænderier, ubetinget kærlighed og fuldkommen magiske musikalske øjeblikke”. Falk arbejder sammen med folk som Lukas Graham, Benjamin Hav og en, der hedder Thomas Helmig. Netop i 2019 var han med på ikke færre end tre af årets 10 største radiohits: Christophers “My Heart”, Alphabeats “Shadows” og Hugo Helmigs “Young Like This”. Før vi når frem til 19. januar 2025 vil listen over hans hits og samarbejdspartnere kun være blevet længere.
PRAKTISK INFO: Aftenens konferencier er tv-vært, udgiver mm Clement Behrendt Kjersgaard (f.1975), der ved hvornår han skal tie stille (2024). Programmet (20.00-22.30) forløber i to dele, med pause i midten. Men dørene åbner allerede 19.30, og vi vil give jer gode grunde til at møde tidligt ind og blive hængende også efter 22.30. Der kan finde radio- og tv-optagelse sted.
Køb din billet her: 395
Billet på anden række eller i loge: 495
Billet på række 3-8: 445
Bag dette arrangement står det helt nye foretagende Oplev Kulturen, der i 2024 har søsat en række af små og større arrangementer over hele landet, i skiftende formater. Premieren fandt sted søndag 4. februar i Aarhus foran en udsolgt sal, der fra 10.00-15.00 oplevede Ghita Nørby, Steffen Brandt, Helle Helle, Josefine Klougart og Poul Nyrup Rasmussen (læs om arrangementet her).
Spørgsmål? Kontakt kundesupport på ordre@raeson.dk